Mit fulde navn er Nana Klitgaard Danscher. Da jeg var barn…
Vi ønsker alle bare at blive set som den vi er inderst inde
Jeg var sammen med to veninder fornylig. Vi har kendt hinanden i ca 4-5 år. Vi mødtes gennem et online forløb, vi deltog i over mange måneder. Det var et selvudviklingsforløb og der var en del opgaver, hvor man blev opfordret til at dele sine følelser og det der kom frem i de øvelser vi lavede. I starten af forløbet, kunne jeg nærmest ikke forestille mig at skulle dele noget som helst. Jeg turde næsten ikke bare skrive og fortælle hvad jeg hedder og hvor jeg bor. Noget alle kunne finde ud af alligevel, hvis de bare slog det op på nettet. Men jeg var så privat og så hæmmet, at det var en kæmpe overvindelse bare at dele standardinfo.
Jeg gjorde det dog alligevel, fordi det var en del af øvelsen med at springe ud og komme lidt ud af sin komfortzone. Andre fortalte om hvor dejligt det var at turde komme ud af sin boks og vise lidt hvem man var. Jeg var stiv af skræk, da jeg første gang delte noget i den lukkede Facebook-gruppe. Jeg fik høj puls og var sikker på at jeg blev buet ud og latterliggjort.
Men ganske kort tid efter jeg havde lagt det ud, tikkede det ind med den ene besked efter den anden med søde kommentarer og hjerter. Wow. Det var vildt og føltes utrolig godt og helende. Jeg fik blod på tanden og skrev mere. Igen og igen blev jeg mødt af kærlige kvinder. Det gjorde at mit forsvar og min kølige og beskyttende facade blev brudt mere og mere.
Jeg tilmeldte mig det samme forløb igen og igen, fordi det hjalp mig så meget med at slippe det ene lag efter det andet. Det hjalp mig til at give slip på rigtig meget gammelt. Der sker virkelig noget magisk, når kvinder er der for hinanden.
Vi lærte hinanden at kende utrolig hurtigt, fordi øvelserne gjorde, at vi hurtigt kom forbi facader og høflighedsfraser og kom “lige til sagen”. Vi delte alle dybe ting, de fleste af os aldrig havde delt med nogen. Det var simpelthen magisk for mig. Jeg følte mig pludselig forstået af andre og derfor kunne jeg også bedre forstå mig selv.
For når vi mærker efter dybt i os selv, så er det vi egentlig bare ønsker og har brug for, er at blive set som den vi er, inderst inde. At blive accepteret som vi er, uden at vi skal lave os om, for at passe ind, for at please så ingen bliver sure på os. Men det tager så meget energi at holde alle de facader. Det tapper os for energi og vi lukker mere og mere ned for os selv, ved at forsøge at regne ud hvordan vi skal være i verden for at andre kan lide os. Til sidst kan vi blive i tvivl om hvem vi egentlig er. Hvad kan jeg egentlig selv lide at lave, at gøre, at spise? Hvis man i lang tid har tilpasset sig, kan det være utrolig svært at finde ud af hvem man egentlig er.
Jeg har brug meget af mit liv på at tilpasse mig og passe ind, og derefter har jeg brug utrolig meget energi på at rydde op i alt det gamle. Det er en evig process, men nu føler jeg, at jeg er der, hvor jeg kan hjælpe andre med at lære sig selv bedre at kende. Jeg har følt så meget smerte, så mange følelser af blandt andet, forkerthed, udenfor, mobning, ensomhed, udstødelse af flokken, usikkerhed, lavt selvværd, overgreb, problemer med grænser, stress-nedbrud, fyring mm.
Udviklingen er langt fra færdig og jeg er ikke perfekt og stræber heller ikke efter det, for det tror jeg ikke på findes. Men jeg arbejder mig hen mod at have det godt. Sådan rigtig godt. At være i balance. At have en god følelse indeni. En stabil følelse og en følelse af rummelighed og kærlighed.
Det gør mig så uendelig glad, når jeg hjælper et medmenneske med at se sider i dem selv, de kan genkende 100%, men aldrig har fået sat ord på. Jeg bliver så lykkelig, når jeg får feedback på mine sjælelæsninger med ord som:
Det var SÅ givende at snakke med dig.
Du har så utroligt kærligt et væsenJeg har allerede fået mere energi
Jeg oplevede en stor genkendelse, da vi gennemgik læsningen! Der faldt nogle brikker på plads. Jeg fik en større forståelse af, hvorfor jeg har haft de udfordringer, jeg har haft i mit liv. Hvordan der har været en gennemgående tema. Det gav mig klarhed til at se tingene fra et andet perspektiv.
Alt bare gav 100% mening! Det var som om, at Nana via sjælelæsningen satte ord på hvordan jeg er når jeg er helt mig selv og helt i balance med de ting jeg gør. Det føltes som om jeg blev forstået og set præcis som jeg er – for første gang! Det var meget vildt og gav mig en stor lyst til at arbejde mig hen mod at leve på den måde jeg ved giver mig glæde og energi i hverdagen.
Jeg er så taknemmelig for, at jeg får lov til at hjælpe kvinder midt i livet med at få det bedre og til at blive set som den de er inderst inde. En sjælelæsning går “bagved” egoet, facaderne, forsvaret. Jeg læser hvem du er inderst inde.
Tilbage til de to veninder. Vi kender hinanden så godt, at vi kan fortælle hinanden alt. Vi løfter hinanden op og er der for hinanden. Lynhurtigt kommer vi til at snakke om dybe ting og vi kan mærke hinanden så godt, at hvis en af os er presset af noget, kan de andre mærke det. Forleden var det mig, der var presset af noget. Jeg var faktisk ikke engang bevidst om det selv. Jeg havde godt lagt mærke til, at jeg var lidt anspændt, men kunne ikke lige finde ud af hvorfor.
Heldigvis fik jeg huld på det. Den underlige anspændte følelse, var mit nervesystem, der var kørt op. Det kan ikke kende forskel på fortid og nutid. Jeg havde nemlig fundet nogle gamle dagbøger frem fra da jeg var 15-16 år, og havde læst lidt i dem. Jeg havde lagt låg på nogle ting i den periode, men kunne pludselig mærke præcis hvordan jeg havde det dengang. Det var som om, at mit nervesystem kom på vagt igen, og mit gamle mønster med “bare at klare den” var gået i gang. Det blev spottet af mine kære veninder og jeg fik fortalt om nogle ting fra mine dagbøger. Jeg havde aldrig delt det med nogen før og det var svært at fortælle om. Jeg græd flere gange og de var der. De blev der. De lyttede. De fejede ikke noget ind under gulvtæppet, og prøvede at få mine følelser væk, eller få mig til at stoppe med at græde. Jeg fik plads til at mærke sorgen, frygten, vreden og frustrationen.
Det var fantastisk. I gamle dage, ville jeg havde blevet flov over at vise følelser og at græde, for det har jeg forbundet med svaghed. Det gør jeg heldigvis ikke længere, selvom jeg stadig foretrækker ikke at græde alt for længe. Da jeg tog hjem fra mødet med mine veninder, havde jeg det anderledes. Anderledes er nemlig også godt. Man behøver ikke at have det godt lige med det samme. Det skal have lov til at falde på plads og blive fordøjet.
Som aftenen gik, fik jeg det bedre og bedre. Jeg havde fået re-traumatiseret noget gammelt og mit nervesystem var oppe at køre. Men jeg fik mit nervesystem i ro igen. Blandt andet ved at komme tilbage til nuet ved at sige. Jeg er 44 år nu. Jeg er lige her. Jeg har min mand og mine to døtre. Vi bor i Rødovre i et hus. Jeg har en sød kat, Ellie. Det hjælper også at kikke rundt på det man har. Kikke på lampen, på et billede. Trykke sig på læggende for at få jordforbindelse og mærke sine ben, sin krop.
Jeg sov let og vågnede kl. 5 og følte mig FRI. Der var noget der havde sluppet. Det var helt fantastisk.
Det er så helende, at blive set som den man er inderst inde. <3